Sverige - fredag den 3. august 2018
Fra Undenäs, i Tivedens Nationalpark og til Enköping
Det var i sandhed et stille sted, vi parkerede for natten. Der var kun en svag rislen i trætoppene. Ellers intet. Det var dejligt at kunne sove helt uforstyrret.
Vi tøffede af, efter vi havde fået lidt ristet brød og en kop kaffe. Kursen blev sat mod Tivedens Nationalpark, som Lene & Paul havde anbefalet os at besøge. Turen dertil gik af små veje og de sidste ca. 15 km. på grusvej. Der er en del grusveje i Sverige, men de er ofte af en så god kvalitet, at man sagtens kan køre 40-50 km./t.
Vi nåede til en indgang til nationalparken, som det var dog ikke hovedindgangen. Så vi fortsatte på grusvejene og efter yderligere 4-5 km. kørsel, nåede vi frem. Store skilte viste flere afmærkede ruter og vi valgte Trollkyrkarunden, der ifølge skiltet skulle være 4,6 km. og 3 1/2 time. Skiltene advarede dog også om, at ruten var ganske lang og krævende. Alle turene var dog forholdsvis krævende.
Vi satte af fra indgangsområdet, der summede af unge mennesker, der var på vej ud eller var kommet tilbage fra en vandretur. Snart gik det op og ned gennem et skovområde, hvor mosbeklædte sten og klipper var dagens udfordringer. Hen over en hel bjergkam af en stor klippe. Til forskellige udsigtspunkter med søer og klippetoppe, der havde navne som “Friluftskirken” - opkaldt efter en tid, hvor det var forbudt, at holde gudstjenester uden for kirkerne, men det ignorerede de lokale åbenbart. Senere gik turen til “Store Trollkyrkan” og “Lille Trollkyrkan” - et par kæmpe klippestykker, som vi måtte kravle en del, for at komme til - og op på. Flere steder på turen var der opsat deciderede stiger, så vi kunne komme op.
Turen tog os noget længere end de 3 1/2 time, men vi havde heller ikke travlt. Vejret var varmt men det hjalp, at vi gik i et skovområde og at der drev skyer ind fra vest i løbet af turen. Den sidste kilometer var jeg dog ved at være mør af den krævende vandretur. Det er sjovt at tænke på, at vi snildt kan forcere en tur på 18-25 km., når det går ligeud. Jeg måtte give svenskerne ret i, at turen var “ganske krævende”.
Tilbage i autocamperen åbnede jeg noget så udsædvanligt som en skotsk alkoholfri øl (Nanny State) fra Brewdog og satte den til livs i næsten et drag. Det var nok den bedste alkoholfrie øl, jeg nogensinde havde smagt. Både fordi den var velfortjent - men også fordi den faktisk smagte godt.
I Askersund, der i øvrigt så ud til at være en hyggelig lille by, aflagde vi det lokale ICA supermarked et besøg, for at proviantere til aftensmad og morgenmad. Byens gader summede af mennesker. Det var myldretid og der var kamp om parkeringspladserne. Vi forsøgte at tanke diesel ved byens (sikkert eneste) tankstation, men deres “city diesel” ville ikke ned i vores tank, så vi fortsatte mod Örebro og fandt en tank længere mod nord.
Vi besluttede os for, at tage et ryk mod Stockholm på de lidt større veje. De små snoede landeveje rykker ligesom ikke, når man ønsker at køre langt. Vi nåede forbi Västeräs, før vi begyndte at få trang til at stoppe. Klokken var efterhånden over syv, så maverne begyndte også at melde et behov.
Kursen blev lagt mod Enköping, hvor vores camper app viste, at vi kunne holde ved havnen for 80 kroner. Så kunne vi få et tiltrængt bad. Camper app’en er smart, for man kan søge stederne ud, se hvad det koste at parkere, faciliteter - og så kan man trykke på en knap, for at få Google Maps til at vise vej dertil. Men dagens “fangst” var ikke værd at køre efter. Der holdt 5 campere på pladsen ved havnen. Der var plads til 6. Men de havde spredt sig så meget, at vi ikke kunne klemme os ind. Betalingen foregik via et parkeringsselskab, der ville have en sms, når man kom - og en, når man kørte igen. I SMS’en skulle man bl.a. angive et svensk person-ID. Det kunne vi ligesom ikke klare. Så stod der på et skilt, at hvis man var turist, skulle man downloade en app, for at betale den vej. Det gjorde vi - blot for at konstatere, at for at blive logget ind, skulle man også opgive et svensk person-ID. Så var turisterne ligesom udelukket fra, at parkere her.
Heldigvis havde vi en plan B. Jeg havde fundet en parkeringsplads få km. syd for byen og det viste sig, at være et roligt spot. Frem til næste morgen kom der ikke en eneste bil forbi. Jeg sendte en venlig tanke til parkeringspladsen inde i byen, der lå lige ved siden af en restaurant. På camper app’en kunne vi læse, at en tysk familie havde forladt parkeringspladsen kl. 1:30 om natten, fordi der var larm og en konstant trafik af biler ved havnen.
Marie diskede op med smørstegt blomkål og de sidste skiver af Jettes oksemørbrad. Et sandt festmåltid, som vi krydrede med en lille smagning af et par øl fra Mariestad. Øllene skuffede lidt. Når man brygger øl på op mod 7 %, så skulle det være muligt at få mere smag ud af det!
I aften var det Marie, der tørnede ind først. Jeg fik booket en camperplads til os et stykke uden for Stockholm. Så kunne vi begynde at planlægge dagene i hovedstaden.
